Hvad sker der?


 

Indsamling til Folkekirkens Nødhjælp  

Sogneindsamling 2012

Giv hjælp til de nødlidende i naturkatastrofer

Vi samler ind til Folkekirkens Nødhjælp søndag 4. marts fra kl. 13 til 15.

Dagligt hører vi i nyhederne at vulkaner og flodbølger sender tusindvis af mennesker på flugt. Selvom naturen ikke er så voldsom her i landet, at vi må flygte fra hus og hjem for at overleve katastrofer, så kan vi godt forstå hvor frygteligt det må være.

Denne ene dag om året, hvor vi har sogneindsamling i Fårup og Sabro sogne til Folkekirkens Nødhjælp, har vi muligheden for at vise vores forståelse for de mennesker, der mister alt. Vi har mulighed for at omsætte vor forståelse til handling og kontant hjælp. Vi kan ikke alene spytte i bøssen, men også melde os som indsamler.

Indsamlingen i Fårup og Sabro sogne ledes af Annie Lauritzen, Kvottrup. Kontakt Annie hellere i dag end i morgen, for i morgen glemmer vi. Annie Lauritzen kan træffes på tlf. 8624 1010 / 2096 4850.

 


 

Dragen under bjerget

Onsdag den 7. marts kl. 16.00 i sognegården opføres eventyrforestillingen "Dragen under bjerget", som henvender sig til de 3-6-årige med deres forældre. Det er en forestilling om drengen Pepito og hans møde med en kæmpe drage. Dragen bliver Pepitos ven og trofaste følgesvend, og de oplever mange forunderlige eventyr sammen.; et dragebjerg, et fantastisk palads, en smuk svaneprinsesse og en ond troldmand. Børnene bliver aktivt draget ind i fortællingen bl.a. gennem mimik, sang og bevægelse. Det er en fortælling om ensomhed, trofasthed, kærlighed, tilgivelse og om at få sit højeste ønske opfyldt.

Efter forestillingen er der spaghetti og kødsovs til alle interesserede. Der er tilmelding dels til selve forestillingen, hvor der max. kan være 75 børn, dels hvis man vil spise med. Tilmelding efter princippet "først til mølle" kan ske til organist Dagmar Ginnerup på mail: d.ginnerup@gmail.com senest tirsdag den 1. marts. Venligst oplys antal voksne og antal børn.

Det er alt sammen ganske gratis.


 

Spillemandsmessen

Gudstjenesten i Fårup Kirke søndag den 18. marts kl. 9.00 bliver lidt anderledes end sædvanlig. Vores lokale kor, Sabrokoret og et til lejligheden sammensat kor fra Tilst, vil sammen med sognepræst Lars Lindgrav Sørensen lave "Spillemandsmessen". Det er en fuld gudstjeneste iklædt folkemusik. Ved gudstjenesten medvirker foruden kor, præst og organisterne fra de to kirker også 5 spillemænd: 2 violiner, klarinet, bas og harmonika. Når man det ikke til kl. 9.00 i Fårup Kirke, kan man opleve gudstjenesten samme dag kl. 11.00 i Tilst Kirke, da kor, præst og musikere gentager messen her. Hvis man vil vide mere om musikken, baggrunden og tilblivelsen af "Spillemandsmessen" kan man google "Spillemandsmessen", så popper der ganske meget frem.

 


 

Arion-koret

Onsdag den 12. juni kl. 19.30 synger Arion-koret i Sabro Kirke. Netop hjemvendt fra en korfestival ugen forinden, kommer Arion-koret til Sabro Kirke, hvor det 4-stemmige mandskor vil synge et flot og blandet program med nyt og gammelt, kendt og ukendt stof. Arion-koret består af ca. 50 sangere og ledes af Brian Stenger Poulsen. Efter koncerten i kirken er der en forfriskning i sognegården, hvor koret har lovet at synge et par ekstranumre. Der er gratis adgang.

 


 

2. påskedag

Mandag den 9. april, 2. påskedag, er der lidt ekstra festlig musik i kirken for at markere det glædelige budskab. Denne dag hentes en musiker ind "udefra", som sammen med organisten vil spille præludium og postludium og desuden ledsage salmesangen.

 


 

Forårskoncert

Ingen forår uden koncert i Sabro! Igen i år vil Solkoret og Sabrokoret invitere alle musik- og sangglade til forårskoncert i sognegården i Sabro tirsdag den 8. maj kl. 19.00. Forårs-kortoner blandet med fællessang vil byde foråret indenfor. Efter koncerten er der en forfriskning til alle. Gratis adgang.

 


 

Konfirmation 2012

Fårup kirke: søndag 15. april kl. 11.
Sabro kirke
: søndag 15. april kl. 10, C-klassen boende i Sabro.
Sabro kirke
: søndag 22. april kl. 10, A-klassen boende i Sabro.
Sabro kirke
: søndag 22. april kl. 11, B-klassen boende i Sabro.


 

Korweekend

Fårup og Sabro kirkers børne-og ungdomskor, Solkoret, øver fast hver tirsdag eftermiddag. Sammen med børne-og ungdomskoret fra Tilst Kirke medvirker de ved et korstævne i sognegården i Sabro hvor korleder fra Vesterbro Provsti i Kbh., Lotte Smith-Petersen vil lede løjerne i 2 dage. Det er den 23-24 marts. Korsangerne ankommer fredag eftermiddag efter skoletid med godt humør, tandbørste og sovegrej. Så synger og synger de, overnatter i sognegården til lørdag, hvor de synger videre. Resultatet kan høres i sognegårdens foyer lørdag den 24. marts kl. 15.00 hvor de vil opføre en lille minikoncert med det, de har lært. Alle er meget velkomne, og der er gratis adgang.

 


 

Voksenkor

Sabrokoret er for alle voksne i alle aldre, der har lyst til sang, smil og gode grin. Repertoire spænder vidt fra sange, salmer og klassiske satser til gospel, evergreens og slagere. Koret øver tirsdage kl. 19.00-21.00 i sognegården ved Sabro Kirke og efter korøvelserne er der kaffe og hyggeligt samvær, hvor vi synger løs fra Højskolesangbogen. Der kræves ingen musikalske forudsætninger at være med – blot lysten til at synge sammen med andre.

Ring gerne til korleder Dagmar Ginnerup, tlf. 2441 1709 for at høre mere, eller du kan blot dukke op en tirsdag aften.

 


 

Børnekor

Solkoret ved Sabro og Fårup Kirker er for alle piger og drenge fra 3. klasse og opefter. Her lægger vi vægt på god stemning og stemme, arbejdsro og sammenhold. Der arbejdes med stemme, teknik og musik gennem mange forskellige øvelser og sange. Vi synger danske og udenlandske sange, klassiske og rytmiske sange, vi deltager i korstævner, synger til koncerter og gudstjenester i kirkerne og vi synger sammen med kor fra andre kirker.

Vi øver tirsdage kl. 15.00-16.30 i sognegården ved Sabro kirke.

Ring til korleder Dagmar Ginnerup, tlf.: 24 41 17 09 for at høre mere eller du kan dukke op en tirsdag eftermiddag.

 


 

Program for Fredagsfamilien foråret 2012

Vi vil her i foråret forsøge at flytte programmet fra fredag til torsdag i håb om at få flere familier med til vores arrangementer. Vi begynder programmet kl.17.30 til fællesspisning i Sabro sognegård, kl. 18.15 er der voksen/børneprogram og kl.19-19.30 kaffebord og afslutning.

Torsdag den 1. marts Familieaften
v/børnekonsulent Berit Skjødt, Lystrup
Tilmelding senest tirsdag den 28. februar 2012
telefon 8762 9055 mobil 5140 1533

Torsdag den 22. marts Sangaften efter PULS sangbogen
v/skoleleder Morten Nebel, Hobro.
Tilmelding senest tirsdag den 20. marts 2012.
Telefon 8762 9055 mobil 5140 1533

Torsdag den 19. april Pilgrimsvandring i påskens lys – i og omkring Sabro kirke
v/pilgrimspræst, Elisabeth Lidell

Vi giver evangeliet krop ved at bevæge os og lade os bevæge af passionshistorien med indtoget i Jerusalem, fodvaskningen, nadverens indstiftelse, vandring ad "Via Dolorosa" Langfredag til Påskemorgens glæde og endelig pilgrimsvandringen til Emmaus.

Tilmelding senest tirsdag den 17. april 2012.
Telefon 8762 9055 mobil 5140 1533

Fredag den 25. maj Nattergaletur
Programmet flyttes til fredag, da turen er sent på aftenen.

Søndag den 3. juni Udflugt til Himmelbjerget
Vi mødes ved sognegården og køre i egen bil
Program følger

Kirsten Storkholm, Annie Lauritzen, Søren-Christian Glerup Fårup/Sabro menighedsråd

 


 

Højskoleaften på Sabro Lokalcenter

Onsdag den 18. april kl. 19 er der højskoleaften på Sabro Lokalcenter. Vi starter med spisning og derefter får vi besøg af forhenværende kriminalkommissær Preben Nibe. P. Nibe vil fortælle om markante kriminalsager fra Aarhus tilbage i 1970’erne og 80’erne.

Nibe vil komme ind på sager om drab, bankrøverier, narkokriminalitet og pudsige tildragelser i sagen om "Den forsvundne violin".

Tilmelding fra 28/3 – 11/4 hos Lisa Sørensen tlf. 86 24 39 01 Sonja Jensen tlf. 86 94 87 16

Egenbetaling for foredrag, middag, kaffe og småkager. Husk at melde afbud, hvis I bliver forhindret.

Med venlig hilsen
Højskoleudvalget

 


 

Menighedsrådsmøder

Onsdag 7. marts, 11. april, 9. maj og 6. juni i sognegården ved Sabro kirke


 

Friluftsgudstjeneste - på Kringlen i Borum

Borum er i år vært for den fælles friluftsgudstjeneste i Århus Vestre Provsti, som finder sted 2. pinsedag 28. maj fra kl. 11.00 på det naturskønne rekreative areal "Kringlen", der ligger ned mod Lyngbygaards Å og som sidste sommer blev indviet med friluftsscene, bålpladser og andre faciliteter.

Denne dag flytter vi ud af kirkerne til fælles gudstjeneste i det fri med præster, personale og kirkegængere fra alle sogne i provstiet. Prædikant bliver i år valgmenighedspræst Poul Nyborg fra Aarhus Valgmenighed, og alle kirkernes kor og sangere samles i ét stort kor.

Vi håber, at mange igen i år vil komme og gerne også blive og nyde deres frokost i det grønne efter gudstjenesten. Man kan selv medbringe mad eller på stedet købe øl/vand og mundgodt fra grillen. Parkering henvises til området ved Borum Kirke, hvorfra der for mindre godt gående arrangeres fælles transport. Tag gerne klapstol eller tæppe med. Vel mødt til en dejlig dag i Borum!

provst Esben Andersen